Steady State-teorien (der også er kendt som teorien om fortsat skabelse) er en kosmologisk model, som blev udviklet i 1948 af Fred Hoyle, Thomas Gold, Hermann Bondi og andre som et alternativ til teorien om Big Bang (der nu anses for at være den kosmologiske standardmodel). Ifølge Steady State-synspunktet skabes nyt stof uophørligt, efterhånden som universet udvides, hvorved dette følger det perfekte kosmologiske princip. Modellen havde mange tilhængere blandt kosmologer i 1950'erne og 1960'erne, men antallet faldt markant sidst i 1960'erne efter opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling i 1964 (offentliggjort i Astrophysical Journal og Astrophysical Journal Letters i 1965).[1][2][3]
Steady State-teoriens største problem er, at den hverken har, eller kan udbygges med, en mekanisme, der kan forklare den kosmiske baggrundsstråling, hvorfor den i dag kun har meget få fortalere. Steady State-modellens vigtigste funktion har været at udgøre et alternativ til Big Bang og derved anspore til noget af den vigtigste forskning inden for astrofysikken, og hvis resultater i sidste ende har vist sig at støtte Big Bang-teorien.
